Mens de fleste stednavne i vort land fortaber sig i historiens dunkelhed eller i forhistoriens mørke er det anderledes med ferieområdet "Marielyst" på Falsters østkyst. Det har sin oprindelse i, at der var en mand, der var glad for sin kone. Omkring år 1900 ejedes området af en mand, en gårdejer, hvis kone hed Marie, og så gav han sin ejendom navn efter hende. At så området har vokset sig meget større i årenes løb, er en anden historie. I 1906 begyndte så det, der efterhånden udviklede sig til det Marielyst, vi kender.

​

Inde i Nykøbing F. sad en iderig og foretagsom mand, overretssagfører Frederik Graae. Han så, hvilke muligheder der lå derude. Han købte den gamle bondegård og indrettede den til badehotel, som nu er blevet til pensionisthøjskole. Overretssagføreren havde gode forbindelser i København, ikke mindst i kunstnerkredse, og en række af datidens kendte kunstnere fandt snart vejen til Marielyst.

​

Der kan nævnes navne som maleren Olav Rude, skuespillerne Clara Pontoppidan, Johannes Meyer og ikke mindst Henrik Malberg, der hele sit liv bevarede forbindelsen med Marielyst.

Holger Drachmann kan også nævnes i denne sammenhæng. Endnu ligger huset, hvor hans "muse" Edith boede en overgang. Nu er der campingplads. Efterhånden gik det op for flere og flere at en af Danmarks bedste badestrande lå her, bare 12 km sydøst for Nykøbing F. Selvfølgelig havde folk i byen vidst det i mange år, men først nu begyndte de for alvor at benytte sig at det, og primitive sommerhuse dukkede op. Også flere og flere fra storbyen fandt herned og fra andre steder i landet, og udviklingen tog fart. Nu har vi et sommerhusområde, der strækker sig ubrudt fra Elkenøre i nord til Bøtø i syd, beboet af tusindvis af mennesker sommeren igennem, fra ind– og udland. På denne baggrund opstod der selvfølgelig et problem for Den Danske Folkekirke. Kirken matte jo være der, hvor mennesker er. Og ingen var nærmere til at se problemet end sognepræsten i Væggerløse. Det gjorde han også. Han hed Hakon Fog.

​

I begyndelsen af 1940'erne modnedes den tanke i Hakon Fog, at der burde rejses en strandkirke midt i dette sommerland. Der var jo langt fra Marielyst til Væggerløse Kirke. Det var før bilismen for alvor satte ind og tilmed i krigens tid. I 1943 fik Hakon Fog nedsat en lille komite af folk fra Væggerløse, og der blev rettet henvendelse til menighedsrådet, hvor planerne om en strandkirke blev forelagt. Dog uden resultat. Der var ikke penge i kassen, hverken til at bygge eller underholde en strandkirke. Der var nok heller ikke den store interesse eller forståelse for sagen.

Der skulle gå adskillige år, før menighedsrådet fik et mere positivt syn på sagen. Fog blev klar over, at kirkesagen skulle gribes an på en anden måde. Det private initiativ måtte ind i billedet. Og nu fik sagen en ny start. I sommeren 1944 blev der afholdt et friluftsmøde hos en af sommerhusejerne, og her luftede pastor Fog sin tanker. De slog an, og nu kom der gang i sagerne. En ny komite blev nedsat, dels af folk fra den oprindelige, suppleret mod folk fra Nykøbing F. Og så tog man fat på at skrabe penge sammen. Der skulle jo mange penge til, selv om det drejede sig om en beskeden strandkirke.

​

Den økonomiske grund blev lagt ved en stort anlagt sommerfest på "Nørrevang", hvis ejer Thora Riisgaard var meget aktiv i komiteen. Det gav et fint resultat, cirka 30.000 kroner, og det var mange penge i 1946. Blandt andet havde man en bil på lodseddel. Det var noget nyt dengang. Begyndelsen var altså god, men her gjaldt det gamle ord at "godt begyndt er halvt fuldendt " ikke, for der skete det, at arbejdet i nogen grad gik i stå. Det skyldtes flere omstændigheder. Der var brugt mange kræfter på den omtalte sommerfest, så man følte vel trang til at puste lidt ud og hvile på laurbærrene. Hertil kom, at formanden, pastor Fog, søgte fra Væggerløse og fik nyt embede i det sønderjyske. Og da han, uden at forklejne andre, havde været den drivende kraft i komiteen, mærkedes det selvfølgelig. Der skulle nu blandt andet findes en ny formand, og det tog sin tid.

Da den nye formand, C. O. Tscherning Møller var kommet til det krævende arbejde i et stort bysogn, hvor der også arbejdedes med kirkeplan, varede det rigelig længe, før der rigtig kom gang i arbejdet. Ja, det skete først, da der også kom en ny biskop. Biskop Halfdan Høgsbro viste kirkesagen stor interesse. Han blev formand og gik aktivt ind i arbejdet og blev en uvurderlig hjælp. I løbet af årene 1954-59 blev der gennem indsamlinger, arrangementer og gaver samlet så mange penge, at det sammen med de ca. 30.000 kroner fra den før omtalte sommerfest i 1946 var fuldt forsvarligt at gå i gang med kirkebyggeriet.

​

Den 19. december 1957 blev grundstenen nedlagt ved en lille højtidelighed, og den 28.juni 1959 blev kirken indviet af biskop Høgsbro. Den var tegnet af arkitekt Albert Pedersen, Nykøbing F., og murermester var Ottar Nielsen, Marielyst. En kirkeklokke var skænket af rederiet A.P. Møller. Den hænger i en klokkestabel ved siden af kirken. Stenhuggermester Axel Schiøler skænkede en smuk døbefont og blikkenslager Andersen lavede et dåbsfad i nysølv. Middelboe Outzen skænkede kirkens skib. Lysekronerne var tegnet af Albert Pedersen. Kirken kostede cirka 85.000 kroner, hvoraf man rådede over de 60.000 kroner. I dag er kirken gældfri.

Oprindelig var det tanken, at kirken skulle ligge i nærheden af Marielyst Torv, hvor man havde en grund på hånden. Det blev imidlertid ikke til noget, og det var meget godt, for i disse år tog bebyggelsen sydpå i Bøtø-området meget stærkt til, så hvis kirken skulle ligge nogenlunde i midten af hele sommerhusområdet, skulle den ligge længere sydpå. Man søgte og fandt en velegnet grund og købte den for 7.500 kroner.

Den oprindelige tanke, at Strandkirken skulle være en annekskirke til Væggerløse, altså økonomisk og administrativt være en del af Væggerløse Pastorat blev aldrig til noget. Det betyder, at kirken fra sin indvielse var en selvejende institution, tilknyttet Den Danske Folkekirke og med stiftes Landemode som øverste myndighed, men økonomisk hviler den i sig selv og modtager ingen støtte fra staten.

Således forholder det sig også når Strandkirken nu har stået i Marielyst i 60 år. Da kirken i 1987 købte et orgel, blev det ganske vist finansieret med et lån i stiftet, men det er tilbagebetalt for længst og siden er der flyttet et større orgel fra Nordre Kirke i Nykøbing F. til Strandkirken. Noget menigheden har glæde og gavn af i løbet af sommeren.

​

Økonomisk støtte til kirkens liv og vækst står øverst på ønskesedlen. Strandkirken lever af milde gaver, der kommer fra forskellige sider, fra menighedsråd, fra pengeinstitutter, fra en støttekreds, fra den årlige fødselsdagsfest og fra, hvad der bliver lagt i kirkens ind-samlingsbøsser ved gudstjenesterne. Da klokkestablen for et par år siden trængte til en alvorlig reparation, blev udgifterne hertil dækket af A.P. Møller fonden til almene formal. Til opbevaring af stole og borde, som bruges blandt andet ved udendørs arrangementer som fødselsdagsfesten er der bag kirken opført et redskabshus.

Der slides på Strandkirken. I de 3 sommermåneder holdes der gudstjenester hver søndag - ofte med dåb og Strandkirken har altid mødt megen stor hjælpsomhed fra omegnens præster. Tjenstvilligt og vederlagsfrit har de stillet sig til rådighed. Tjenesten som kordegn og kirketjener varetages af medlemmer af kirkekomiteen og andre, der føler sig tilknyttet til arbejdet. Derudover foretages der adskillige vielser og dåb, ligesom der også afvikles en række koncerter en gang i mellem.

​

Igennem mange år har Strandkirken gerne givet husly til den tyske evangeliske lands-kirke, der holder gudstjeneste for de mange tyske sommergæster, der hvert år kommer til Marielyst. Det er et godt og givende samarbejde, der de senere år også har betydet, at der er afholdt en årlig dansk-tysk gudstjeneste.

Om fremtiden kan der jo kun håbes og ønskes. At der stadig vil være brug for Strandkirken ved Marielyst, kan ikke diskuteres. Så længe sommerlandet befolkes af mennesker, må kirken være der, så sandt mennesker ikke lever af brød alene, eller af vand og solskin, men af ordet fra den levende Gud. Så må vi håbe, at dette ord må blive forkyndt i ånd og sandhed og modtaget og troet.